M/F broen vender tilbage

Halsskov/Nyborg: På slaget 11 mandag formiddag lagde den gamle storebæltsfærge M/F Broen  til i Halsskov Færgehavn, hvor den fremover skal ligge som museumsskib til glæde for lokale og nysgerrige turister.

Med hjælp fra et par bugseringsbåde og lidt finjustering fra en gravko kom færgen til at ligge præcis, hvor det var planlagt.

Færgen sejlede søndag fra Grenaa og har langsomt bevæget sig mod Halsskov Færgehavn for at ramme det planlagte tidspunkt for ankomsten, så de mange fremmødte kunne få glæde af ankomsten.

Omkring 1000 mennesker var mødt op på havnen, og sammen med en spillende Skælskør Marinegarde blev færgen taget godt imod i solskinnet.

Nu er planen, at der skal bygges en spuns udenom færgen, så man kan pumpe vandet ud under den. Dermed laver man en tørdok, så færgen kommer til at ligge på en sandbunke ligesom blandt andet Fregatten Jylland gør. Derefter vil færgen have en permanent placering i havnen, hvor den vil ligge som museumsskib.

Allerede nu kan den færgen ses fra Storebæltsbroen, når man kører over i bil.