Disse restriktioner er blevet forlænget frem til d. 28 februar 2021.

Regeringen har besluttet at forlænge de gældende coronarestriktioner med tre uger, så de nu gælder til og med 28. februar. Det kom frem på et pressemøde torsdag aften.

Her er overblikket over de gældende restriktioner, der altså alle bliver forlænget:

* Forsamlingsforbud på fem personer.

* Afstandskrav på to meter. Det gælder både i dagligvarebutikker og i det offentlige rum.

* Myndighederne anbefaler, at befolkningen begrænser den fysiske kontakt mest muligt. De opfordrer til at aflyse alle aftaler, der kan aflyses, frem til 28. februar.

* Detailhandlen, storcentre og udvalgsvarebutikker er lukket uanset størrelse. Dagligvarebutikker og apoteker er undtaget.

* Liberale serviceerhverv som frisører og massører er lukket. Det samme gælder klinikker, der udfører kosmetiske behandlinger.

* Arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemme, hvor det er muligt.

* Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, fitnesscentre, teatre og biografer.

* Restauranter, barer, caféer og lignende skal holde lukket. De må gerne sælge takeaway.

* De gældende rejserestriktioner er forlænget til og med 28. februar. Danmark fraråder alle rejser til hele verden. Man kan kun komme ind i Danmark, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål. Samtidigt skal man kunne fremvise en negativ coronatest, der er maksimalt 24 timer gammel.

* Regeringen opfordrer alle, der fortsat går på arbejde, til at blive testet mindst en gang om ugen. Det gælder også, selv om man ikke har symptomer.

* Elever i folkeskolen og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser er sendt hjem og modtager fjernundervisning. Regeringen håber dog på, at de yngste skoleklasser kan vende tilbage før 28. februar, men det er ikke besluttet på nuværende tidspunkt. Beslutningen afhænger af beregninger, der er i gang.

 

Kilde: Sundhedsministeriet.