“Man skal vide hvem der gør hvad, og hvorfor”

Citatet kommer fra Jørn-Ole Didriksen, ejer af Sikkerhedsstjernen i Korsør. Virksomheden arbejder inden for sikkerhed, med alt fra kurser i hjertestartere, beredskabsplaner og evakueringsprogrammer. Kunderne er bl.a. private virksomheder, universiteter, organisationer og kommuner. Så hvis uheldet, i en eller anden form, skulle være ude, så skal man vide hvad man gør, og det er præcis det Jørn-Ole Didriksen, underviser i. For ca. 12 år siden, vidste han også selv, hvad han skulle gøre. 

-    Jeg arbejdede jo for Falck, men måtte konstatere, at vi nok var blevet lidt trætte af hinanden. Jeg gik derfor hjemme et års tid, men var egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville starte for mig selv, siger Jørn-Ole Didriksen.

Han har helt sikkert ramt det rigtige tidspunkt, i forhold til at fokusere på sikkerhed, for både enkeltpersoner og virksomheder. Alt fra kurser i brandbekæmpelse, evakuering, førstehjælp hjertestartere, beredskaber, krisehåndtering og en terrortrussel, der er kommet tættere på, betyder at branchen er i vækst. Men det giver også mange timer, når ugen er omme.

-    Jeg har ikke 37 timers arbejdsuge, men nærmere det dobbelte. Men jeg har også fået et par freelance folk, jeg kan trække på, og det hjælper lidt. Men folk skal stadig kunne ringe til mig, på alle tider af døgnet. Så det er nødvendigt med opbakning hjemmefra, konstaterer, Jørn-Ole Didriksen.

Kunder over hele landet

I dag har han kunder over hele landet, dels takket være et godt netværk. Men også mund til øre metoden, fra tilfredse kunder, har skaffet flere nye kunder. Det gælder bl.a. en lang række virksomheder, små som store, over hele landet. Og kunderne er tilfredse, for de vender ofte tilbage, og skal have genopfrisket både uddannelser og beredskabsplaner, mv. Desuden har Jørn-Ole Didriksen en del opgaver inden for vagt- og sikkerhedstjeneste, når der er mange samlet på et område, f.eks. ved koncerter og events. 

-    Det er en meget udfordrende hverdag, men også meget spændende. Jeg glæder mig hver dag over, at se det jeg arbejder med og giver videre fungerer så godt, siger Jørn-Ole Didriksen.

Men en gang imellem kan selv en garvet sikkerhedsrådgiver, alligevel bliver overrasket. Det blev Jørn-Ole Didriksen, for nogle år siden, efter et besøg på en virksomhed.

-    Jeg havde været på et besøg på en virksomhed, og havde undervist de ansatte i hjertestartere. Dagen efter falder en af de ansatte om med et hjertestop, men bliver reddet af de øvrige ansatte, der jo kunne huske alt hvad jeg havde lært dem. Han slap helt uden men eller skader, men det var et meget mærkeligt tilfælde, konstaterer Jørn-Ole Didriksen nøgternt.

Arbejder for Korsør

Men selvom kunderne er over hele landet, og han selv kommer fra Bornholm, er det i Korsør han bor og hører hjemme. Han er velkendt fra mange sammenhænge, og de mange timers frivillige arbejde i og for byen ved bæltet. 

-    Byen har jo udviklet sig positivt, og vi har mange ildsjæle. Alt det skal v i bruge til at hjælpe og støtte hinanden, og samtidig turde vise det. Det er jo vigtigt at vi kan være der for hinanden, lyder det fra Jørn-Ole Didriksen. 

Der er ikke meget han er ked af, det skulle lige være den omsiggribende nethandel, der ødelægger de butikker han kæmper for. Han er ikke bange for at sige sin mening lige ud og give korsoranerne en mild opsang.

-    Vi risikerer jo at Algade og Nygade, om få år består af tomme sorte butiksvinduer. Her skal vi være bedre til at forklare borgerne om konsekvensen, af den meget uheldige udvikling. Vi hverken kan eller skal forhindre borgerne i at handle på nettet, men vi kan alligevel godt støtte vores butikker. De selvsamme butikker skal så være opmærksomme på, at de skal gøre det til en oplevelse for kunderne, når de handler der, lyder det fra en af byens store ildsjæle.

Faktaboks

Branche: Sikkerhed
Navn: Jørn-Ole Didriksen
Adresse: Kragekær 1, 4220 Korsør
Telefon/mobil: 58 37 59 48 / 40 40 17 75
Website: www.sikkerhedsstjernen.dk