Jimmi klæder dig på

Han havde fem år til at beslutte sig til, om han ville overtage forretningen. Det var i hvert fald en aftale, Jimmi Hansen, bedre kendt som ”Jimmi – din tøjmand”, havde med den tidligere ejer af tøjforretningen i Havnearkaderne.

-     Jeg var bestyrer af forretningen i fem år, og så skulle jeg vurdere om jeg ville overtage den. Der var lidt rådslagning i familien og så blev vi enige om, at det kunne jeg godt, og nu har jeg været her i over ti år, siger tøjmanden Jimmi, som alle er på fornavn med.

Han lægger dog ikke skjul på, at det har været lidt op og ned. Cirka havlandet år efter overtagelsen, ramte finanskrisen med et brag, og det kom bag på tøjmanden.

-     Jeg må erkende at det var en hård tid, gulvtæppet var tæt på at blive hevet væk under os. Men vi klarede os igennem og nu går det godt. Vi har haft en positiv drift de seneste tre år, så vi ser meget lyst på fremtiden, siger Jimmi Hansen.

Lige nu er de tre ansatte, og Jimmi Hansen synes han har fået sammensat det helt rigtige team i forretningen.

Udfordring at være alene 

De to øvrige herretøjsbutikker i Korsør lukkede nogenlunde samtidig med, at Jimmi Hansen overtog butikken i Havnearkaderne. Men det er ikke nødvendigvis en fordel at være den eneste herretøjsforretning i byen.

-     Det betyder at vi skal have til tøj til ham på 16, men også ham på 86. Samtidig skal vi have skjorter til 200 kr. men også de dyre til 1.000 kr. eller mere. Der skal være til både hverdag og fest, casual og konfektion. Men hvis vi ikke har det, så skaffer vi det, lyder det fra Jimmi Hansen.

Det betyder også, at han har meget trofaste kunder, og trækker faktisk også en del kunder fra både opland og Slagelse. Samtidig kender han mange i byen, så hvis en kvinde vil købe bukser til sin mand i julegave, kan Jimmi ofte sige hvilken størrelse vedkommende bruger.

-     Man kan jo få tøj mange steder, men vi lægger vægt på, at kende vores kunder. Det betyder at vi er både nærværende, personlige og kan levere en super service, siger Jimmi Hansen.

Til efteråret får Jimmi, Ebbe og Rasmus, tilgang af Tommy. Han hedder Hilfiger til efternavn og tøjet fra Tommy Hilfiger får de store smil frem hos Jimmi Hansen.

-     Tommy Hilfiger er det største brand inden for herretøj, og vi har arbejdet fire år, for at få tilladelse til at sælge tøjet. Det er ikke mange butikker som lykkes med at slå hul i muren til Tommy Hilfiger, men vi har været stædig og dygtige, og nu er det lykkedes for os. Vi har endda fået lov til at sælge hele kollektionen, så vi glæder os meget, siger Jimmi Hansen.

Han har dog en enkelt lille opsang til korsoranerne, nemlig at de skal blive bedre til at støtte de lokale butikker, og altså ikke kun hans egen.

-     Hvis alle mennesker i byen handlede lokalt, ville detailhandlen blomstre og vi ville få nye butikker, der igen ville betyde mere vækst. Så jeg kan da kun opfordre til, at man handler lokalt, for det styrker jo hele byen, konstaterer Jimmi Hansen.

Jimmi holder utroligt meget af byen, som han nu har været bosiddende i, i snart 20 år. Han er derfor fast besluttet på at blive gammel her. Udvikling er en af de vigtigste ting i butikken. Jimmi, Ebbe og Rasmus bruger mange ressourcer på netop dette område, og der lyttes ikke mindst til hvad kunderne har af meninger.

Faktaboks

Navn: Din Tøjmand Jimmi, Korsør ApS
Adresse: Havnearkaderne 11, 4220 Korsør
Telefon: 58 35 05 70
E-mail: korsoer@dintojmand.dk
Website: www.dintojmand.dk
Facebook: www.facebook.com/DTMJimmi/