Vi er her stadig

Filialdirektør Dennis Kristjansen lægger ikke skjul på, at det at sammenlægge Danske Banks filial i Korsør med Slagelse, ikke har været verdens letteste beslutning. Så meget desto mere ligger det ham på sinde, at kommunikationen med kunderne er det allervigtigste. Så godt som hver enkelt privatkunde og virksomhed er blevet ringet op og fået en forklaring på hvordan det fortsat er nemt at bruge banken. Han har selv taget en del samtaler med kunder og den meget grundige information fra banken, har betydet meget få utilfredse kunder.

- Vi har forsøgt at været meget lyttende i processen. Som bank bliver vi hele tiden stillet overfor nye krav, og derfor skal vores medarbejdere løbende uddannes. Det sker nu engang bedst, hvis de har mange kolleger omkring sig, og det har de i Slagelse. Men det betyder jo også, at de bliver endnu dygtigere og det kommer kunderne til gode, siger filialdirektør Dennis Kristjansen.

Han pointerer samtidig, at Danske Bank stadig vil være til stede i Korsør, endda med en høj grad af fleksibilitet. Derfor arbejder Danske Bank med nye initiativer for både erhvervs- og privatkunder.

- Vi har bl.a. afholdt kurser, for især ældre kunder, der ikke er vant til at bruge netbank, MobilePay og andre digitale muligheder. Det har vi fået særdeles god respons på og vi arbejder på flere helt nye muligheder for vores trofaste kunder i Korsør. Netop nu udvikler vi et system, hvor alle vores kunder helt selv kan booke et møde med deres rådgiver, endda i vores gamle lokaler i centrum af Korsør – og ikke mindst har vi indkøbt en ny automat, som også kan tage imod indbetalinger. Den går vi snart i gang med at opstille. Kort sagt - vi er her stadig, lyder det fra Dennis Kristjansen.

Filialdirektøren konstaterer, at det går rigtig godt i Korsør, både for erhvervs- og privatkunder. Derfor vil banken ikke kun være synlig, hvis en kunde booker et møde med en rådgiver, men man vil også bakke op om sociale aktiviteter i havnebyen.

- Korsør er en rigtig attraktiv by for os, og vi har rigtig mange gode kunder, der klarer sig godt. Derfor vil man også fremadrettet se Danske Bank, være en del af bylivet. Det kan være til events i gågaden, martitime arrangementer, osv., Dermed signalerer vi også, at vi stadig er en del af Korsør, siger Dennis Kristjansen.