”Nu kan vi tiltrække de dygtigste folk”

Det er ikke fordi Dansk Revision ikke har dygtige folk, men det hjælper alligevel på synligheden og tiltrækningskraften, når tre afdelinger af firmaet slås sammen til en. Dansk Revision der hidtil har haft afdelinger i Korsør, Slagelse og Sorø er nu samlet i Slagelse. Og det har i følge en af partnerne, Christian Fuglsbjerg fra Korsør, flere fordele.

-     Vi kan bedre udvikle os som firma, og det gavner alle vores kunder. Det skyldes blandt andet, at vi nu er langt mere synlige, i vores flotte nye domicil i Slagelse. Men sammenholdt med bedre mulighed for specialisering, rådgivning og sparring vi nu kan løfte, betyder det også at vi kan tiltrække de allerdygtigste medarbejdere inden for revision og regnskab, til at arbejde for os, siger Christian Fuglsbjerg.

Dansk Revision har i mange år haft kontor i det indre Korsør, og været meget glade for det. Men der er færre kunder i Korsør og flere uden for den gamle havneby, og samtidig følte partnerne Jens Christian Mikkelsen og Christian Fuglsbjerg, at der måtte ske noget nyt. Efter mange år i et gammel hus, er det en lettelse at få nye lyse lokaler, og langt flere kolleger.

-     Vi er jo stadig de samme revisorer, og folk kan altid nå os via mail eller telefon, eller de kan for den sags skyld komme forbi. Vi begge er stadig bosiddende i Korsør og føler at vi stadig er lokal forankret. Men Jens Christian og jeg var nået til et punkt, hvor vi følte at hvis vi skulle udvikle os, så var det nu vi skulle flytte sammen med de andre. Ellers tror jeg vi var endt som to gamle nisser, der sad og kiggede på hinanden, siger Christian Fuglsbjerg og smiler.

Huset i Korsør er solgt, konstaterer Christian Fuglsbjerg, mens han byder på kaffe i det nye domicil.

Vil sikre fremgang 

Selvom Christian Fuglsbjerg stadig er en ung mand på 59 år, vil han også gerne være med til at sikre firmaets fremtid og fremgang. Med sammenlægningen er Dansk Revision blevet Slagelse kommunes næststørste revisionsfirma, og det betyder meget for den daglige inspiration og teamwork med de øvrige kolleger.

-     Med mange medarbejdere under et tag kan jeg også være med til at udvikle firmaet, uden at skulle sidde med regnskaber 70 timer om ugen. Dernæst får jeg fornøjelsen af, at arbejde tættere sammen med dygtige yngre medarbejdere, med mange spidskompetencer, lyder det fra Christian Fuglsbjerg.

Han peger på væggen, og konstaterer at der kommer hans nye storskærm til at hænge. Og selvom han er tidligere fodboldspiller, er den ikke til fodboldkampe men til kunder. Så nu kan kunde og revisor se hinanden hvis der er behov for det, og kan bruge skærmen aktivt til at vise hinanden noget.

-     Det er jo indlysende, at det giver andre udfordringer, når vores kunder kommer fra hele Sjælland, Lolland og Falster. Men vi bevarer de samme værdier omkring god rådgivning og revision, som vi altid har haft, lover Christian Fuglsbjerg.

Han smiler meget, når han taler, men han er også en glad mand. For de nye omgivelser og muligheder har givet både personale, kunder og ham selv nye muligheder.

-     Det er som at få et vitamintilskud, for vi sukker jo alle sammen efter at der skal ske noget nyt i tilværelsen. Det her er fantastisk og jeg er mere inspireret, og glæder mig hver dag over at være her. Jeg har nydt alle årene i Korsør, men det er altså også rart når der sker noget forandring, siger Christian Fuglsbjerg.

Faktaboks

Branche: Regnskab/revision/rådgivning
Navn: Dansk Revision Slagelse
Adresse: Ndr. Ringgade 74, 4200 Slagelse
Telefon: 58581800 - 58 58 18 80 - 58581881
Website: www.danskrevision.dk