Flexvalve

Nichevirksomhed med succes i udlandet

Håndlavede gummimundstykker til autogasudsugning. Flexvalve er at betegne som en nichevirksomhed, men ikke desto mindre en succesfuld en af slagsen.

Med egen værkstedsproduktion på Fægangen i Korsør arbejder Flexvalve for kunder over det meste af verden, og der er stor efterspørgsel efter de håndlavede mundstykker fra den lille by.
- Vi laver verdens bedste og verdens dyreste løsninger. Alt skal være tip top, og det sikrer vores produktion. Vi leverer ikke til slutbrugerne, men til de førende på markedet inden for autogasudsugning til alle typer køretøjer. Vores kunder ved, hvad de får og det vil de gerne betale for, fortæller direktør for Flexvalve Lise Antonsen.

Eksporterer 75 %

Cirka 75 % af virksomhedens produkter eksporteres til udlandet, så derfor er der et bredt internationalt fokus i virksomheden.
- De største kunder har vi i Sverige og Tyskland, men vi leverer også til USA, Holland, Italien, Finland og andre europæiske lande. Vi har lige fået en ny kunde i USA i form af den amerikanske hær, der havde specialønsker inden for et bestemt område. Generelt er vi næsten altid i gang med at produktudvikle for vores kunder. De skal jo være klar, når de nye biler kommer på markedet, og mundstykkerne skal tilpasses. Vores fremstillingsmetode gør, at det er muligt at lave 100 % kundetilpasning hver gang, forklarer Lise Antonsen.

Ingen kompromiser

At lave gummimundstykker i hånden kræver stor specialviden, og derfor har de fleste medarbejdere på værkstedet også arbejdet for Flexvalve i mange år.
- For os handler det om viden og kontinuitet, siger Lise Antonsen og fortsætter:

-Vi kan ikke gå på kompromis, og derfor er vi afhængige af vores dygtige medarbejdere. De sikrer vores kvalitet, og sørger for at vi kan levere det bedste, hvilket har været med til at give os rigtig gode regnskaber også i krisetiderne. Det er vi stolte af, og jeg er sikker på, at den positive udvikling fortsætter. Fordelen ved en nichevirksomhed som vores er, at de store ikke finder det umagen værd at gå ind på området. For helt ærligt, hvor mange industrier producerer i hånden i dag, spørger hun med et smil.

Flexvalve blev etableret i 1999 af Peter S. Antonsen og Lise Antonsen, der siden har leveret gummimundstykker til autogasudsugning. Alle mundstykker laves i hånden og produceres af gummi uden metaldele der kan ridse og beskadige bilen.